Har du set et ukrainsk folkeensemble optræde — blank satin, vide røde støvler, tung scenemakeup, korssting i neongarn — har du set noget, der har et navn på ukrainsk: sjarovarsjtjyna.
Det er ingen kompliment. Og afstanden mellem det kostume og en virkelig broderet skjorte er emnet for denne tekst.
Hvad en vysjyvanka faktisk er
Vysjyvankaen — den broderede skjorte — er det element af dragten, der mest fuldstændigt har overlevet ind i nutiden. Den bæres stadig, syes stadig, betyder stadig noget.
Dens moderne form stammer fra rubysjtje, en lang tunikaagtig skjorte båret på disse egne ind i det første årtusinde e.Kr. Den ældste broderede skjorte fundet på Ukraines territorium er fra sen stenalder. Selve broderikunsten rækker tilbage til skytisk tid.
Kvindeskjorter var lange — ofte til anklerne — og kanten stak frem under plachtaen eller nederdelen. Og her det første, der overrasker: bundstoffet var ikke hvidt i moderne, bleget forstand. Det var cremehvidt, gråligt, gulligt — den farve hør og hamp faktisk har.
Farverne var roligere, end du tror
Det er her, de fleste moderne rekonstruktioner går galt.
Broderigarn blev farvet med det, der kunne dyrkes, samles eller byttes til sig, og naturfarver giver ingen syrlig lysstyrke. Paletten var dæmpet: krap-rødt der hælder mod brunt, indigo der hælder mod gråt, okker, bløde grønne toner.
Ren sort var virkelig svær at fremstille. Det, der læses som sort på gamle skjorter, er som regel meget mørkebrunt eller meget mørkeblåt. En skjorte broderet i mættet sort på optisk hvidt stof, med garn der skinner, fortæller dig, at den er ny — hvad den ellers påstår om sig selv.
Den ældste teknik af alle er hvidt på hvidt: mønstret syet i samme farve som stoffet, kun læsbart gennem struktur og lysets fald. Det er det modsatte af det højlydte, man venter.
Korssting er ikke hovedteknikken
Bed hvem som helst uden for Ukraine forestille sig ukrainsk broderi, og de forestiller sig korssting. Det er ikke forkert, men det er sent.
Korssting blev bredt populært først i 1800-tallet, og udbredelsen havde en påfaldende moderne motor: trykte mønstre. Diagrammer blev uddelt på sæbeomslag. Et kommercielt produkt bar en bestemt teknik ind i hvert hjem, og i løbet af et par generationer havde den fortrængt ældre, regionalt varierede sting fra den almene forestilling.
Der findes mange andre teknikker — talt fladsyning, hulsøm, nyzynka, udskæring — og de regionale traditioner adskiller sig skarpt. At regne korssting for det ukrainske broderi er nogenlunde som at regne én dialekt for hele sproget.
Hvor kommer sjarovarsjtjynaen så fra?
Her holder historien op med at handle om tekstil og begynder at handle om politik.
Under Khrusjtjov, i den såkaldte tøbrudsperiode, var efterspørgslen efter ukrainsk kultur ikke svundet trods alt, hvad regimet tidligere havde gjort for at kvæle den. Svaret var, set fra regimets side, fuldt logisk: vil I have kultur, skal I få kultur — men den, vi bestemmer.
Så oprettede man sang- og danseensembler i forenklede kostumer for at møde efterspørgslen i kontrolleret form. Kostumerne blev tegnet til masseproduktion, hurtig fremstilling og scenesynlighed, og de gled støt væk fra alt regionalt bestemt. Resultatet blev et generaliseret alukrainsk „folkeligt udseende", som aldrig havde eksisteret noget sted som virkeligt tøj.
Det udseende lærte verden derefter som ukrainsk nationaldragt. Det blev eksporteret, fotograferet, trykt på postkort og genskabt af diasporaensembler, der arvede det i god tro.
Sceneargumentet, og hvorfor det ikke holder
Det sædvanlige forsvar lyder: scenen er noget andet, udøvere skal være stærke i farven og ses fra bageste række.
Men virkelig ukrainsk dragt er allerede stærk i farven og allerede synlig. Den er eftertrykkeligt ikke mat. En autentisk regional dragt — med sine stoflag, sit metal, sin koral, sine vævede bælter — forsvinder ikke på en scene. Den vil se bedre ud end den syntetiske version, og den vil se ud som noget i stedet for som ingenting bestemt.
Synlighedsargumentet overlever altså ikke kontakt med de faktiske klædningsstykker. Det, der overlever, er træghed: kostumerne findes, ensemblerne ejer dem, udskiftning koster penge, og ingen i kæden er forpligtet til at spørge, hvor designet kom fra.
Hvorfor dette vejer tungere for udøvere end for nogen anden
Ensembler, der opfører „folkelige" sange og danse, er — hvad enten de vil det eller ej — de vigtigste bærere af ukrainsk kultur for de fleste tilskuere, især i udlandet. Hele en udenlandsk tilskuers billede af ukrainsk dragt kan stamme fra én koncert.
Det er et ansvar. Det betyder at kende historien, at forstå hvorfor syntetisk glans og klovneagtig scenemakeup ikke er neutrale valg, og at være villig til gradvist at føre virkelig regional dragt ind i scenekostumet.
Andre lande klarer det. Se på folkelig sceneoptræden næsten hvor som helst i Europa, og du finder ensembler, der har gjort forarbejdet og klæder sig derefter, uden øjenstikkende syntetik.
Hvad man skal se efter i stedet
Vil du have en skjorte, der hænger sammen med traditionen og ikke med et scenekompromis fra 1960'erne:
- Stof: hør eller hamp, i egen farve frem for optisk hvidt.
- Garn: dæmpet frem for fluorescerende. Naturfarvepaletter eller gode efterligninger af dem.
- Teknik: helst noget andet end korssting — eller korssting brugt bevidst, ikke som standardvalg.
- Region: en virkelig. Ukrainsk broderi er ikke én stil: mønstre, farver og snit adskiller sig væsentligt mellem regioner, og en skjorte, der hører til et bestemt sted, taler sandt om sig selv.
Og den praktiske bemærkning, forfatteren af den oprindelige tekst gør, værd at gentage: moderne, kortere skjorter fungerer udmærket ikke bare til nederdele, men også til bukser og jeans. Det er ikke kostume. Det er tøj, og det har det altid været.
Rettelsen er i gang
Mens folk udforsker deres rødder og genskaber traditionel dragt, fortsætter ensembler med oprindelse i det sovjetiske system med at bære et forvrænget billede udad — og, værre, at præsentere det i udlandet som det ægte.
Det er værd at sige lige ud, og værd at rette op.